ØGF er en del af GenbrugsGruppen sammen med Ølstykke og Omegns Folkedanserforening.
ØGF skal, som en del af GenbrugsGruppen, stille med frivillige til indsamling, sortering og behandling af indkomne effekter samt stille med mandskab til Loppemarkederne. Det er her, du kan være til hjælp!
Pengene fra loppemarkederne bliver fordelt mellem de to foreninger efter antallet af arbejdstimer.
ØGF får årligt tildelt ca. 200.000 kr. til børne- og ungdomsarbejde i foreningen.
Disse penge har bl.a. været med til at finansiere kurser for instruktører og hjælpere, samt indkøb af nye redskaber til fordeling på de 4 skoler i Ølstykke, hvor ØGF tilbyder gymnastik.
Hvordan kan du hjælpe? Du kan hjælpe på flere forskellige måder:
Ved at tilmelde dig en af vores Genbrugsdage, kan dine 3-4 timer være med til at glæde vores knap 1.100 medlemmer i ØGF og bidrage til at holde kontingentet nede.
Indsamler
Indsamling – lørdage kl. 9-12
På indsamlingsdage skal ØGF skal stille med 3 personer.
Som indsamler skal du møde op på GenbrugsGruppens adresse (se nedenfor) kl. 9.00.
Der vil altid være nogle af de faste frivillige på adressen, som sorterer de indkomne genstande og styrer slagets gang.
Indsamling af genbrugseffekter består i, at køre rundt i Ølstykke og omegn i en minilastbil og hente de genstande som borgerne har bedt os om at afhente. Det vil typisk være større genbrugseffekter som fx møbler. Det vil være en af de erfarne frivillige, der kører minilastbilen og 2 personer kører med som hjælpere. Den 3. frivillige hjælper til på pladsen med forefaldende arbejde, der anvises på dagen.
Da det typisk er møbler og større genstande, der er tale om, er det et krav, at man skal kunne ”tage fat” og være forberedt på at skulle bære genstandene ud til minilastbilen og læsse dem op. På turen vil der som nævnt altid være en erfaren frivillig, der kører minilastbilen og som ved hvordan bilen læsses bedst. Indsamlingen slutter ca. kl. 12.00, dog ved mange kørsler kan det strække sig til kl. 13.00
Hvis der er få kørsler, vil man få anvist arbejde på pladsen med sortering af genbrugseffekter, oprydning samt bortkørsel af affald til genbrugspladsen.
Loppemarked – udvalgte søndage kl. 9-13
ØGF skal til hvert marked stille med 14 frivillige – dertil kommer de faste frivillige, der typisk har ansvar for de forskellige områder på loppemarkedet.
Parkering
Bemærk venligst at de forreste parkeringspladser (dvs. tættest på hallerne) er forbeholdt gæster. Alle hjælpere bedes parkere på græsarealet bag ved plankeværket.
Praktisk info
I efterårs- og vintermånederne er det en god idé at tage rigeligt med varmt tøj på. Hallerne er ikke opvarmede og da dørene står åbne bliver det hurtigt koldt indenfor.
Medbragte værdigenstande (f.eks. tasker) kan afleveres i køkkenet, som bliver aflåst, når lokalet ikke er under opsyn. Men pga. de mange besøgende og den dermed øgede risiko for tyverier – så anbefaler vi, at de frivillige IKKE medbringer værdigenstande.
Ankomst og tildeling af område
I forbindelse med loppemarkeder skal du møde op på GenbrugsGruppens adresse (se nedenfor) kl. 9.00.
Alle mødes i den store hal. På dette tidspunkt vil det udelukkende være hjælpere, der er til stede i hallen. Hvis du er ny, så tag fat i den ”første den bedste” og sig, at det er første gang, at du er med. Så skal du nok få hjælp med at finde en plads og blive vist rundt.
Som det første vil du få udleveret et rødt forklæde (ligger i skabet på kontoret), så det er tydeligt, at du hører til som sælger. Du skal også bære et navneskilt, der fortæller at du er frivillig – disse udleveres sammen med forklæderne.
Det er vigtigt, at du også skriver dig på deltagerlisten. Der er én liste for hver forening, så det er selvfølgelig vigtigt, at du skriver dig på ØGFs liste!
Man skriver navn, ankomsttid og sluttid (som regel bare kl. 9 – 13).
Af sikkerhedsmæssige hensyn må man ikke medbringe børn på en "arbejdsdag".
Derefter vil du få anvist en plads af én af de faste hjælpere. Hvis du gerne vil stå sammen med én, du kender, så husk at sig det. GenbrugsGruppen er opdelt i ”afdelinger”: porcelæn, møbler, bøger, børnetøj, dametøj, lamper, glas osv. Når du har fået en plads, vil du få byttepenge (mønter) og en lille introduktion til området og priserne. Nogle steder er der faste priser (fx i bogafdelingen), men de fleste steder er det helt almindeligt, at kunderne prutter om priserne. Dette kan virke lidt uoverskueligt de første gange man står der, men man lærer det hurtigt.
Mens pladserne fordeles, er der mulighed for at spise morgenbrød og kaffe/te, mens formanden for GenbrugsGruppen holder en kort velkomsttale. Der bliver som regel spurgt, om der er nogen nye til stede. Husk vi er der alle med det samme formål: nemlig, at få solgt en masse genbrugsting, så der kan tjenes penge til de to foreninger.
Der vil også være tid til at gå en lille runde for at se de andre områder.
Selve loppemarkedet åbner for kunder præcis kl. 10. Hvor alle sælgerne skal stå klar i deres områder. Ofte står folk i kø og det kan virke overvældende, når kunderne løber ind, når dørene åbnes.
Priser og opbevaring af penge
Nogle ting står der priser på. For andre ting skal du bare foreslå den pris, du synes er rimelig (eller lidt højere, så der er plads til forhandling) eller du kan bede ”kunden” komme med et bud. Hvis folk forventer at få tingene med næsten gratis, så mind dem om, at indtægterne går til et godt formål! Hvis du er usikker, på tag en snak med de faste frivillige, så giver de råd til, hvordan det foregår i deres afdeling.
Hvis du modtager sedler, så kom dem i din egen bukselomme, så de bliver sværere at få fat i for uvedkommende. Én af de faste hjælpere vil løbende komme rundt for at samle sedler ind. Meget af salget foregår via MobilePay, så du skal sikre dig, at folk har overført pengene til det rigtige nummer, da der er flere forskellige numre til de forskellige områder.
Faste hjælpere
De faste hjælpere lægger rigtig mange timer til genbrug – ikke kun i forbindelse med loppemarkederne og indsamlingerne, men også i hverdagene – og de går op i arbejdet med liv og sjæl. Spørg dem endelig til råds, og ellers skal du bare bruge din sunde fornuft.
Fælles for Indsamling og Loppedage er, at vi mødes på:
Langdyssevej 4
3650 Ølstykke